Nyhed

Planer om lys går imod eksisterende fredning

Allerød Kommune ønsker ved Allerød Sø at nedlægge den grusbelagte del af Allerødvej som vej og i stedet for at etablere en asfalteret cykelsti med belysning langs S-banen frem til tunnelen mod XL-byg.

Området, hvor der ønske asfalteret sti med lamper, er fredet i 2012, hvor Kommunen var med til at sikre fredningens gennemførelse.

Danmarks Naturfredningsforening Allerød mener, at Kommunens forslag er i strid med 4 bestemmelser i fredningen:

- § 3 stk. 1. Det fredede område skal bevares i sin nuværende tilstand
- § 3 stk. 3. Der må ikke etableres bebyggelse eller nye anlæg
- § 3 stk. 6 Der må ikke nedlægges veje
- § 7 Fredningsnævnet kan dispensere fra fredningsbestemmelserne, såfremt det ansøgte, ikke vil stride mod fredningens formål, som er at sikre områdets biologiske og naturmæssige værdier, herunder at sikre en gunstig bevaringsstatus for arter og naturtyper. 

Kommunen har imidlertid valgt at søge dispensation for fredningsbestemmelserne.

Danmarks Naturfredningsforening Allerød (DN Allerød) er imod kommunens ønsker om ændringer i det fredede område, herunder stilamper der vil skæmme det fredede område, ændre indtrykket af natur henimod en bypark, være til stor gene for natinsekter og dermed for områdets mange flagermus. DN Allerød har fremhævet §7, som tydeligt anviser, hvad der kan dispenseres for: Og det er ikke skæmmende og naturforringende stilamper.

DN Allerød har fremhævet, at Allerød Sø stadig skal fremstå som et ypperligt naturområde, der er til gavn og glæde for naturen, og de mange besøgende der årligt besøger området.

Fredningsnævnet har afslået at give en dispensation til Kommunens forslag til belysning af den planlagte cykelsti.