Tag med DN-Allerød på bustur til det forårssmukke Skåne
Søndag den 3. maj 2026 kl. 8 tager vi på forårstur til Skåne - vi forventer at være hjemme omkring kl. 18.Tema: Det varierede Midtskånske kulturlandskab omkring Romeleåsen. Her er et rigt fugleliv, og vi besøger Kulturens Östarp og Skånes ældste præstegård i Brandstad.
Turen foregår i moderne turistbus og i prisen indgår guidning, frokost med vand/øl på hyggelig gæstgivergård med efterfølgende kaffe/kage samt lokal guidet rundvisning på Brandstad gamle præstegård.
Pris 695 kr. inkl. bus, guide, frokost med vand/øl og kaffe og kage.
Program
Vi kører fra Allerød kl. 8. Mødested er Allerød Station på busparkeringen overfor apoteket.
På turen besøger vi den smukt beliggende Børringe sø, som er kendt for sit rige fugleliv. Her er god mulighed for at opleve forårets trækfugle samt egnens rige rovfugleliv - bl.a. mulighed for glenter og ørne.
Fra Børringe kører vi med udsigt over Romeleåsen mod Kulturens Östarp, som er et smukt beliggende kulturlandskab og frilandsmuseum på Romeleåsens østside.
Stedet er ejet af museet ´Kulturen i Lund´, som erhvervede arealet i 1922. Her er også en velbevaret gæstgivergård, hvor vi indtager frokost (lunch).
Efter frokost vil vi anbefale, at man tager en vandring i Östarp, hvor tiden har stået stille grundet den isolerede beliggenhed og de magre jorder. Museet er er i dag et kulturreservat, en tidslomme med en rig flora og fauna. På ´slåtterängen´vil vi bl.a. opleve orkideen tyndakset gøgeurt, engblomme og tvebo baldrian.
I omegnen yngler fugle som lærkefalk, ravn, stork, trane, musvåge, havørn og rørhøg.
Det kuperede terræn består af meget sandede jorder af ringe dyrkningsværdi, hvorfor husdyrbruget har været det lille samfunds livsnerve. I dag kan man opleve en mængde truede husdyrracer græsse i området: Linderødssvin, Göingegeder, Ringamåla køer, Skånegæs m.fl.
Fra Östarp kører vi videre gennem smukke landskaber mod Brandstad gamle præstegård fra 1680, Skånes ældste, beliggende nord for Sjöbo. Præstegården var i brug som præstebolig indtil 1916. I 1947 overtog Färs Härads Hembygdsforening præstegården og arrangerer nu en guidet tur i den gamle bolig. Stedet rummer et velbevaret interiør.
Herfra vender bussen retur mod Allerød, hvor vi forventer at være ca. 18-18:30
Tilmelding
Tilmelding på Mobilepay til Hans Philipsen på 20 10 56 16 senest 20. april. Turen koster 695 kr. pr. deltager.
Du er først tilmeldt, når du har betalt på MobilePay med tekst: Skånetur, dit navn og telefonnummer.
Turen gennemføres kun ved minimum 25 betalende deltagere. Du får besked, hvis turen ikke gennemføres, og din indbetaling vil blive tilbageført.
DN-Allerød håber, at du vil deltage i turen, og vi ser frem til at mødes den 3. maj
På DN-Allerøds vegne
Hans Philipsen og Kurt Borella